mandag den 31. januar 2011

Målsætningen med Krigermad - Du bliver hvad du spiser!

Denne blog er kommet til verden fordi jeg tit har haft brug for at sted at finde nogle gode, sunde, lette og ikke mindst billige madretter hvor der ikke kun er tænkt over smagen eller kun er tænkt over letheden, men hvori der indgår overvejelser om næringsindhold, smag, gode råvarer, at det er en let opskrift og at det egner sig til en aktiv livsstil, med masser af motion. Altså en velsmagende diæt der støtter op om både en high performance krop og et high performance sind.

Jeg er spinninginstruktør og træner 3-6 gange ugentligt bl.a. spinning, cykling, løb, svømning og vægttræning ved siden af fuldtidsstudier og arbejde. En presset ugeplan som denne får for de fleste lov til at forpurre selv de mest velmenende ønsker om en diæt af sund, nærende mad, ofte fordi mange tror at det er besværligt, dyrt, tager oceaner af tid og koster mange penge. Derfor ender vi ofte med færdigretter eller halvfabrikata som dybest set består af kemi og restprodukter fra fødevareindustrien, f.eks. pølser, hakket kød fra supermarkedet, billigt pålæg, frostretter osv.

Det er der bare ingen grund til! Det er af absolut tarvelig kvalitet og en tommelfingerregel er at jo mere en fødevare er forarbejdet, jo dårligere er de ingredienser der indgår. Det er så let at lave nem, sund og velsmagende mad, så hvorfor ikke gøre det?

Denne blog indeholder mine egne erfaringer, råd og opskrifter. Husk den gamle kliché: Du bliver hvad du spiser... Så spis Krigermad!

Ingen kommentarer: